Genetablering af Abildgaards Rumudsmykning på Nytorv 5, København

Bygningen Nytorv 5 er opført af Justitsråd Hartvig Marcus Frisch (1754-1816) i perioden 1799- 1803. Arkitekten var Nicolai Abraham Abildgaard (1743-1809). Bygningen har gennem tiden gennemgået radikale ombygninger, dog med undtagelse af forhusets 1. sal, der udgøres af fire rum, tre stuer mod Nytorv og et rum mod gården. I 1988 overtog Provinsbanken forhuset, der i forbindelse med en større ombygning skulle indrettes til direktionslokaler. Interiøret på 1. salen var på daværende tidspunkt meget nedslidt og behøvede en restaurering. Bo Kierkegaard ApS blev inddraget i en historisk undersøgelse af interiøret som grundlag for udformningen af et restaureringsforslag. Som undersøgelserne skred frem, stod det dog klart, at undersøgelsesfasen ikke kunne begrænses til restaureringens indledning, men måtte fortsætte under størstedelen af det samlede restaureringsforløb. I det følgende vil der blive fokuseret på undersøgelsen og restaureringen af 1. salens vigtigste rum: salen, det midterste rum på tre fag, der har udsigt over Nytorv.

Salen er i arkitektur og bemaling klassicistisk og følgelig symmetrisk opbygget over rummets midterakser. På væggen modsat vinduesvæggen findes to dørportaler, mens de to sidevægge hver har en midterstillet dørportal, Fig. 2. Alle fire døre har trekantsfrontoner. På rummets to vinduespiller findes faste todelte spejle med forgyldte rammer. Over det øverste spejl sidder små forgyldte løvehoveder og foran det nederste spejl er der konsolborde. Rummets øvrige vægge er forneden afsluttet med et lavt brystpanel. Overvæggene består hovedsageligt af udspændte væglærreder, dette med undtagelse af den midterste del af ovnpladsen midt på bagvæggen, der er pudset. Inden restaureringen var vægge og lofter dekoreret med pompeianske udsmykninger. Dekorationerne på væggene var udført i olieteknik på blå bund. Et bånd i niveau med trekantsfrontonernes vandrette gesimsled opdelte væggene i under- og overvægge. Dørportalerne var flankeret af lisénfelter med dekorationer, hvorimellem centrale felter var indrammet af en hvid schabloneret bort. Loftet var dekoreret med en kompleks feltinddeling i limfarveteknik. På loftets midte var der malet to dansende gratier på rød bund. Feltet med de dansende gratier var signeret med bogstaverne H.H., hvilket med stor sandsynlighed er Heinrich Hansens initialer, Fig. 3.

Den tiltrængte restaurering af rummet blev i 1987 indledt med en arkivalsk og farvearkæologisk undersøgelse. Rummets bemalingskronolgi blev påvist gennem farvetrapper og farvesnit, og de arkivalske kildestudier muliggjorde en datering af de mange bemalingsperioder. Antallet af bemalingsperioder på salens forskellige elementer varierede mellem tre og otte perioder. Alle perioder var udført i olieteknik. Væglærrederne bar tre bemalingsperioder, mens døre, dørindfatninger og vindueslysninger bar otte bemalingsperioder. Dette stemmer godt overens med, at netop disse elementer er de mest udsatte i et interiør og derfor opmales med kortere intervaller end rummets øvrige elementer. Den ældste bemalingsperiode fundet på overvæggene afslørede en dekoration udført i to gule nuancer, hvori der indgik forgyldte elementer. Den ældste bemalingsperiode fundet på undervæggene afslørede et maleri centralt placeret på en monokrom brunviolet bund (caput mortum). På Fig. 4 ses en mindre afdækning af det centrale maleri. På rummets ovnplads blev der som ældste bemalingsperiode fundet en dekoration bestående af et blåt mønster på forgyldt bund, mens rummets brystpaneler som ældste bemalingsperiode havde en gul monokrom farve.

Den farvearkæologiske undersøgelse påviste altså både tilstedeværelsen af mindst ét maleri samt dekorationer i rummets ældste bemalingsperiode. En visuel undersøgelse af væglærrederne, herunder sammenhæng mellem lærredshuller og antal sømhuller, afslørede dog ikke, hvorvidt væglærrederne stammede fra bygningens opførelse eller ej. En eventuel prøveafdækning af det opdagede maleri ville være et selvstændigt og omfangsrigt projekt, og afdækningen kunne endvidere begrænse og vanskeliggøre antallet af mulige restaureringer i fremtiden. De eksisterende dekorationer ville desuden gå tabt under afdækningen, der i værste fald kunne afsløre dårligt udførte malerier med ringe kunstnerisk og historisk værdi. Endvidere kunne malerierne viste sig at være nedslidte og dårligt bevarede.

Som alternativ til en afdækning blev der anvendt en ikke destruktiv undersøgelsesmetode til at kaste lys over de opståede problematikker. Metoden der blev anvendt, var røntgenoptagelser udført på stedet. En røntgenoptagelse vil i mange tilfælde kunne afsløre skjulte farvelag, da disse vil fremstå enten lysere eller mørkere på røntgenbilledet end de synlige farvelag. Hvorledes farvelagene optræder, afhænger af deres evne til at bremse eller lade røntgenstrålerne passere. I første omgang blev der udført røntgenoptagelser på det vægfelt, hvor afdækningen havde påvist tilstedeværelsen af et maleri. Afdækningen kunne dermed benyttes som reference i en bedømmelse af maleriets samlede bevaringstilstand. Resultatet var over al forventning, og der blev fortaget røntgenoptagelser på de tre øvrige vægfelter på sidevæggene. Undersøgelsen afslørede, at der under de senere udførte dekorationer gemte sig fire malerier, der tydeligvis var i relation til Abildgaards motivverden, Fig. 5. Ud fra opfølgende undersøgelser var det muligt at konkludere, at malerierne gengav scener fra Voltaires "Le Triumvirat" og var udført af Abildgaard selv i 1803.

I det fredede interiør var der nu identificeret to bevaringsværdige bemalingsperioder - Abildgaards og Heinrich Hansens. Efter mange overvejelser blev det besluttet at genetablere Abildgaards rumudsmykning. Beslutningen blev dels fortaget ud fra den betragtning, at Heinrich Hansens rumudsmykning var middelmådigt udført samtidig med, at den tog udgangspunkt i Abildgaards udsmykning af rummet. Et væsentligt argument for en tilbageførelse af rummet var også, at man med den oprindelige bemaling stod med en intakt arkitektur med et kendskab til den eksisterende bemaling, og at både arkitektur og bemaling var udført af samme kunstner, og derfor kunne betragtes som en helhed - et kunstværk. I forbindelse med beslutningen om at genetablere Abildgaards rumudsmykning, var det dog af stor vigtighed også at sikre Heinrich Hansens dekorationer for eftertiden, da han ligesom Abildgaard repræsenterer en væsentlig stilepoke i dansk rumudsmykning. Heinrich Hansens pompeianske rumudsmykning blev derfor bevaret under rekonstruktionen af Abildgaards rumudsmykning. På væggene er de to bemalingsperioder adskilt af et tyndt lag papir fastlimet med vandopløselig lim, og i loftet er rekonstruktionen af Abildgaards loftsudsmykning udført på et nyt loft umiddelbart under Heinrich Hansens dekoration.

Abildgaards malerier blev afdækket med en kemisk afdækningsmetode, og efter afdækningen var det muligt at konkludere, at malerierne var i en meget god bevaringstilstand, og der blev derfor kun foretaget mindre og afgrænsede konserveringsindgreb. Afdækningen blev udelukkende foretaget på malerifelterne, hvilket skete i forlængelse af målsætning om at bevare Heinrich Hansens rumudsmykning, Fig. 6-8. Opfølgende røntgenoptagelser afslørede endvidere, at overvæggene oprindeligt havde været udsmykket i et mønster, der ledte tankerne hen mod silkedamask, der i midten af det 18. århundrede importeredes til Danmark fra Kina. Dekoration blev besluttet rekonstrueret ligesom rummets øvrige farvesætning. Under Heinrich Hansens meget overmalede loftsdekoration blev der fundet spor efter en tidligere men nu nedvasket limfarvedekoration. På trods af nedvaskningen var det dog muligt at aflæse dekorationens grundtræk, der bestod af diagonalt stillede kvadratiske kassetter med forgyldt bund. Gennem den arkivalske undersøgelse blev Abildgaards forlæg til det oprindelige kassetteloft identificeret, Fig. 9. Ud fra forlægget var det imidlertid ikke muligt at aflæse kassetternes profilled, og disse måtte hentes fra den tredelte græske profil, som Abildgaard havde anvendt på rummets dørgerigter og loftsgesims.
 
Rekonstruktionen af Abildgaards loft blev udført i ren limfarveteknik med undtagelse af bladforgyldningen i kassetternes bund, Fig. 10. Rummets træværk blev genfarvesat med udgangspunkt i resultaterne fra den farvearkæologiske undersøgelse, tilpasset den eksisterende situation.

Genetableringen af Abildgaards Rumudsmykning blev udført af BO KIERKEGAARD ApS for Danske Bank og Kulturstyrelsen. Restaureringen blev præmieret af Fonden For Dansk Bygningskultur i 1989 og af København Kommunes Kulturfond i 1992. Statens Værksteder for Kunst og Håndværk støttede restaureringen med værkstedsfaciliteter. Projektet er publiceret i ARCHITECTURA nr. 13,Abildgaards genopdagede rumudsmykning, Bo Kjeld Kierkegaard, Kbh. 1991. Kulturavsstyrelsen har produceret en video om restaureringen: "Gemt, Glemt og Genfundet".

Figur 1
Abildgaards rumudsmykning efter genetablering og restaurering.

Figur 2
Nytorv 5, 1. sal. Før restaurering.

Figur 3
Heinrich Hansens loftudsmykning

Figur 4
Mindre afdækning i det centrale maleri

Figur 5
Røngtenoptagelse af vægfelt

Figur 6
Afdækning af Abildgaards maleri

Page: 1 2 3